...

Lørdag morgen kl7.40 ringer min telefon.. Det er hjemmefra.. Bare da jeg ser hvem der ringer, får jeg en klump i halsen og tænker "åh nej"... Da jeg tager den, er det min mor i den anden ende.. Hun undskylder for at have vækket mig, men kan så ikke sige mere, da hun begynder at græde.. Min søster kommer i røret og siger: "Morfar er død".. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle tænke, sige eller gøre i noget der føltes som over et minut.. Dog gik der kun et par sekunder, før jeg siger at jeg kommer hjem med det første tog jeg kan nå..

For min morfar er død.. Denne gang nåede jeg heller ikke at sige farvel.. Han havde koldbrand i tarmene, og lægerne havde faktisk allerede opdaget det tilbage før jul, men havde ikke sagt noget, da de ikke mente det ville gavne nogen.. Det vil jeg så give dem ret i, men forstår også godt min mors vrede over, at de så ikke har skrevet et notat i min morfars journal eller lign. så vagtlægen han var hos fredag eftermiddag, kunne have indlagt ham i stedet for bare at give ham en sprøjte..

Men nu har han det godt, og kan igen være sammen med min mormor, som døde for 8 år siden.. Der er bisættelse på torsdag, hvor det kun er min familie der kommer, og så tager vi ud og spiser frokost bagefter og mindes morfar.. Det synes jeg er en rigtig fin måde at gøre det på!

I går tog jeg hjem fra Lolland igen, til Odense, da jeg ikke kunne finde mig til rette dernede.. Godt nok er det mit barndomshjem, men kunne ikke føle mig rigtigt hjemme alligevel, så ville gerne hjem til min egen lejlighed... Jeg havde egentlig meldt afbud til håndboldkampen om aftenen, men havde det fint inden jeg tog hjem, så havde skrevet til min træner jeg godt kunne alligevel..
Det skulle jeg dog ikke have gjort.. Heldigvis var vi mange spillere afsted, men ca 20 minutter inde i kampen bliver jeg mere og mere gal, fordi jeg ikke kan ramme noget som helst og ikke kan koncentrere mig ordentligt.. Normalt kan jeg godt styre mit temperament, og dysse mig selv ned, men lige der, gik det ikke så godt.. Jeg begynder at græde på banen, så kan slet ikke få vejret ordentligt, da jeg jo samtidig er forpustet.. Jeg løber ud af banen, tager min vandflaske med på vejen og kyler den mod væggen ude på gangen ved omklædningsrummene..
Da jeg efter nogle minutter har fået vejret igen, går jeg igen ind i hallen, men tager min spillertrøje af, og sætter mig bag spillerbænken.. Ved godt jeg ikke skal eller kan spille mere, for ellers var det samme bare sket igen.. Så resten af kampen kigger jeg bare på..

Pga dette, har jeg også meldt afbud til træning hele ugen, og har sagt at det kun er måske jeg er frisk søndag.. Ringer til min læge i dag og får en tid til at snakke om bevilling af psykologhjælp ved dødsfald, for kan ikke klare det selv denne gang, der er alt for meget, når det også blusser op med min mormors død igen..

Egentlig ved jeg godt hvad mit største issue ved alt det her er; at jeg ikke fik sagt farvel, men selvom jeg godt ved det, ved jeg bare ikke hvordan jeg skal komme over det, og videre.. Min hjerne kører pt mest i tomgang, og kan derfor slet ikke samle sig om noget...

Nå, det blev godt nok langt denne gang, men det var rart at få ud og få beskrevet med mine ord..

-OUT!